Den 1. marts står Annemarie Klemmensen fra Hanstholm i spidsen for en middag i sit eget hjem, der danner grundlag for en personlig indsamling til Scleroseforeningens arbejde for en verden uden sclerose – en sygdom, Annemarie selv har levet med i 24 år. Scleroseforeningen kalder det Årets Vigtigste Middag – fordi det er det, som det er; Årets Vigtigste Middag, hvor man kan gøre en konkret forskel for mennesker med sclerose.
Værter ved Årets Vigtigste Middag inviterer deres gæster på en 3-retters menu derhjemme, og alt de skal gøre er at give deres tid i køkkenet. Gæsterne donerer til værtens indsamling, mens Rema 1000 og Scleroseforeningen betaler middagen. Det er ikke en tilfældig menu, som værten skal kokkerere for sine inviterede gæster. Tre af Danmarks dygtigste kokke har til aftenen sammensat en smagfuld og skøn 3-retters menu, som værten skal stå i spidsen for denne aften.
En af dem, der får gæster og skal i køkkenet lørdag 1. marts, er Annemarie, der har inviteret 12 gæster til middag derhjemme for at samle afgørende midler ind i kampen for en verden uden sclerose.
”Jeg har inviteret veninder og familie, og jeg forventer, at vi får en hyggelig og sjov aften i hinandens selskab. Jeg glæder mig helt vildt,” siger hun og fortsætter:
”Jeg er heldigvis ikke hårdt ramt; jeg kan gå, passe mit hjem, min have og min familie. Jeg er 41 år, og jeg har, siden jeg fik diagnosen, haft troen på, at der er nogle kloge mennesker, der har knækket koden til en verden uden sclerose, inden jeg bliver 50 år, så jeg og alle mine “artsfæller” kan kalde os helbredte.”
Stjernekokke melder sig også ind i kampen
Den helt særlige menu er sammensat af tre af Danmarks dygtigste kokke, nemlig Jack Cramer fra Ruths Hotel, Kasper Hasse fra Falsled Kro samt Bendix Laursen fra Restaurant Mark. De tre kokke bakker op, fordi de elsker at inspirere og lave god mad. Men deres største motivation skal findes i deres relation til den kroniske og uhelbredelige sygdom.
Jack Cramer og Kasper Hasse har nemlig begge en forælder, der er diagnosticeret med sclerose.
”I løbet af få dage oplevede jeg, at min egen far blev uigenkendelig på grund af sygdommen, og i løbet af blot en uge – efter han havde nævnt, at hans fødder var begyndt at sove lidt – sad han pludselig i kørestol. Selvom han gradvist bliver dårligere af sygdommen, hvilket han vil blive ved med, får han i dag medicin, der har formået at bremse forværringen,” siger Jack Cramer og fortsætter:
”Jeg ved derfor, hvilken forskel forskning og ny medicin kan gøre for mennesker, der, som min far, lever med sygdommen. Både nu og på sigt, og derfor skal vi have samlet nogle penge ind, som kan støtte op om den vigtige forskning.”
Jack Cramer har udarbejdet opskriften til forretten, Bendix Laursen for hovedretten og Kasper Hasse for desserten, og nu er det så op til værten fra by at gøre dem kunsten efter hjemme i eget hjem, i den gode sags tjeneste.
Læs mere om eventet her: https://www.scleroseforeningen.dk/aaretsvigtigstemiddag/